Vedtægter

Vedtægter for Nyborg Skytteforening



1.Nyborg Skytteforenings formål er ved skydning som idræt at fremme foreningslivets folkeoplysende kvaliteter med vægt på fællesskab, udfordring og sundhed. 


2.Som aktivt eller passivt medlem kan enhver mand eller kvinde optages.


3.Nyborg Skytteforening er en almennyttig, selvstændig forening med hjemsted i Nyborg Kommune. Nyborg Skytteforening er medlem af DGI


4.Såfremt et medlem gennem sin optræden og virke er til skade for foreningens arbejde og trivsel, kan bestyrelsen ekskludere medlemmet; dog kan den ekskluderede appellere afgørelsen til den førstkommende generalforsamling.


5.Nyborg Skytteforenings daglige ledelse forestås af bestyrelsen, der repræsenterer foreningen i alle forhold. Ved køb, salg, låntagning, pantsætning og andre officielle handlinger har formand, næstformand og kasserer bemyndigelse til ved deres underskrift at træffe afgørelse på foreningens vegne, når tilslutning fra et flertal i bestyrelsen, (simpelt flertal) forud har fundet sted.


Bestyrelsen består af formand, næstformand og kasserer samt 4 øvrige medlemmer, der skal varetage aktiviteter for B&U, gevær og pistol samt sekretærfunktion. Alle vælges på generalforsamlingen for 2 år af gangen.


I lige år vælges formand, aktivitetsformand for gevær samt sekretær.


I ulige år vælges kasserer, næstformand, aktivitetsformand for pistol og aktivitetsformand for B&U.


Aktivitetsformændene vælger selv hjælpere til aktiviteterne, som godkendes af bestyrelsen.


6.Til hjælp for bestyrelsen vælges 2 suppleanter for 2 år af gangen, således der er en suppleant på valg hvert år. Suppleanter deltager i bestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret.


7.Der kræves mindst 1 års medlemskab af Nyborg Skytteforening, for at være valgbar til bestyrelse.


8.Foreningen skal tilbagekalde en våbenpåtegning samt underrette politiet, hvis foreningen bliver opmærksom på, at forholdene for et medlem med våbenpåtegning ændrer sig på en sådan måde, at det er betænkeligt, at den pågældende har våbenpåtegning.


9.Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

Regnskab med bilagskontrollanternes påtegning, forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse.


10.Revisionen består af 2 bilagskontrollanter, som er valgt på den ordinære generalforsamling. Valget gælder for 2 år med skiftevis afgang.


11.Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel og skal afholdes inden udgangen af marts måned. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Stemmeret har kun aktive medlemmer over 18 år, og kun såfremt de ikke er i restance med deres kontingent.


Dagsorden omfatter altid følgende punkter:

1.Valg af dirigent

2.Formandens beretning

3.Forelæggelse af det reviderede regnskab

4.Behandling af indkomne forslag

5.Valg af bestyrelsesmedlemmer

6.Valg af suppleanter

7.Valg af bilagskontrollant og dennes suppleant

8.Fremtidig virksomhed

9.Eventuelt

       Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være

       formanden i hænde senest 8 dage før dennes afholdelse.


12.Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når formanden eller bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af de aktive medlemmer forlanger det. Indvarsling sker på samme måde som til ordinær generalforsamling.


13.Forandringer af foreningens vedtægter kan ske på enhver lovlig indkaldt generalforsamling, og alle afgørelser på generalforsamlingen sker ved almindeligt stemmeflertal. Såfremt blot eet medlem kræver det, skal skriftlig afstemning foretages.


14.Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun ske på en i dette øjemed særskilt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.


Til denne beslutningsdygtighed kræves at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 5/6 af de fremmødte stemmer herfor.


Opnås sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes en ny generalforsamling, hvor da beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødtes antal.


Ved foreningens opløsning overdrages foreningens ejendom og midler til almennyttigt formål efter den opløsende generalforsamlings bestemmelse.



Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 29. februar 1968, med senere ændringer på generalforsamlingerne den:

31. oktober 1973, den 6. november 1974, den 22. oktober 1975, den 19. oktober 1977, den 25. november 1980, den 5. november 1981, den 2. november 1988, den 9. november 1989, ekstraordinær generalforsamling den 19. april 1990, den 24. november 2006, ekstraordinær generalforsamling 22. marts 2007, 8. marts 2012 , 15. marts 2013.og på ekstraordinær generalforsamling d.12 maj 2017